960 692 246 hola@costaenergia.com

Af G. Uth – 12. Oktober 2021 – 

Elektricitetsprisens himmelflugt fortsætter. 

For knap 3 uger siden annoncerede Sanchez og hans Sanchitos, at de nu kunne garantere, at den almindelige borgers elregning ville blive 20-25% lavere.  

Det var (endnu engang) i sandhed et løfte afgivet, tilsyneladende uden at konferere med den del af elektricitetsmarkedet, hvor elektricitet sælges som futures, altså som et finansielt instrument og sammenholde det med det faktum, at det spanske elmarked er et af de mest volatile (hysteriske) i Europa, hvor selv det mindste international eller nationale ”hik” i elforsyningen eller politiske beslutninger omgående resulterer i store prisudsving. 

Allerede ugen efter, at regeringen havde iværksat sin chokplan, havde prisstigninger på dagsprisen indhentet besparelsen og med de priser vi måtte betale i sidste uge – helt op til 288,53 Euro per Megawatt time (MW/t) – så får langt størstedelen af privatkunderne en betydelig stigning i deres næste elregning.  

Gennemsnitsprisen for sidste uge var således 219,80 Euro per MW/t, mod de 140,66 Euro per MW/t der var gennemsnitsprisen for den uge, hvor regeringen lancerede sin ”chokplan”.  Chokket må igen være, at regeringen endnu engang ”fedter” for vælgerne uden egentlig at ane, hvad den har med at gøre. 

Som vi var inde på i sidste artikel, kan man ikke sænke elprisen nævneværdigt med lokale finanspolitiske indgreb, det er bare ”bling-bling” for at tække vælgerne. Jeg er også lidt forundret over regeringens ensidige fokus på at hjælpe den privat forbruger, mens man slet ikke har lavet nogle tiltag for at hjælpe erhvervslivet, som altså i disse måneder oplever fordoblede eller tredoblede elregninger.  

Det er meget, når en fabriks (eller et hotels) elregning stiger fra 8.000 Euro om måneder til 15-16.000 Euro om måneden, eller når din lokale bars regning stiger fra 1000 til 2000 Euro om måneden. Eller mere. Der tabes rigtig mange arbejdspladser i Spanien på grund af de høje elregninger i disse måneder. Mon ikke mange gerne ville have vekslet en elregning på 20-30 Euro ekstra mod at beholde deres job? 

En eller anden havde, i sidste eller forrige uge, så den fornødne tålmodighed til at gøre det klart for regeringen, at den høje elpris er ikke et isoleret spansk fænomen, men at den rammer hele verden, mest på grund af internationale politiske tiltag mod bekæmpelse af CO2 udledningen – men også på grund af ændrede vejrforhold, usædvanligt kolde vintre og en helt usædvanlig mangel – og dermed store prisstigninger – på gas (og en hel del politik forbundet hermed).   

De høje priser er dog voldsomst i Europa, og her er det i hvert fald tydeligt, at de helt voldsomme stigninger kom i ugerne efter, at EU offentliggjorde sin nye klimaplan og herunder især den voldsomme, men nødvendige nedsættelse af CO2 udledningen, som fik prisen på CO2 kvoter til at eksplodere, og det er i høj grad prisen på disse kvoter som skubber elpriserne op, op og op. 

Regeringen har nu rakt ud til EU for, at landene kan få nogle redskaber til at begrænse priserne med, og har herunder flere forslag med i posen som f.eks fælleseuropæisk indkøb af gas og så endelig – endelig! – endelig at ændre på den måde langt de fleste europæiske elbørser beregner ”day-ahead” prisen på.  

For det er nemlig her den helt store synder skal findes. De fleste europæiske elbørser beregner dagsprisen efter en algoritme som en eller anden har døbt ”Euphemia” og under ”normale forhold” fungerer den ”sådan set da egentlig meget godt”.  Euphemia fungerer sådan, at man betaler det, der kaldes marginalprisen for dagens strøm, det vil sige, at man beregner den pris som den på dagen sidst købte energi, der skal til for at levere 100% til alle brugere, og afregner så den pris til alle elproducenter, uanset hvordan de producerer.   

Men det går galt, når markedet pludselig gør noget helt unormalt, og de prisstigninger vi ser lige nu, primært forårsaget af kombinationen af flere hundrede procents stigninger i både CO2 og gaspriser, betyder, at kombinationen af det elmix, der sælges på børsen i disse tider, medfører at den sidst afregnede energiform for at levere 100% er enten baseret på gas (vi skal huske, at naturgas – på trods af navnet – overhovedet ikke er ”ren” energi, men rent faktisk leder en del CO2 ud i atmosfæren, når det anvendes til at frembringe energi) eller kulfyret energiproduktion.  

Det vil sige, at man i dag afregner den suverænt dyreste pris nogensinde til alle producenter, UANSET DERES PRODUKITIONSPRIS. Det betyder for eksempel, at et kernekraftværk med en produktionspris på mellem 6-14 Euro per MW/t, torsdag i sidste uge fik 288,53 Euro per MW/t 

Altså en fortjeneste på ”små” 4-6.000 procent.  Og de grønne energier, hvis produktionspriser svinger mellem 15 og 35 Euro per MW/t altså så ”kun” lavede en fortjeneste på cirka 1000 procent. 

Vi betaler altså alle sammen prisen på de dyreste energiformer, og det er tankevækkende, når for eksempel kulfyret energi i september 2021 udgjorde omkring 2,3 procent af den samlede energiproduktion, mens gas eller co-generation udgjorde 12%. 61,4% af den samlede energiproduktion var ikke-CO2 udledende (herunder 23,7% kernekraft). 

Under normale forhold er det typisk hydro energi, som er den sidste energitype, der bliver købt for at nå de 100%, for det er hurtigt og nemt lige at dreje lidt op og ned for hanerne, og som reelt en billig produktionsform, men der er pt. mangel på vand, fordi specielt Iberdrola nærmest har tømt de søer og dæmninger de normalt producerer energi i, og hvem kan – set med økonomiske øjne – fortænke dem i det, når avancen nemt kan løbe op i flere tusinde procent. 

Hvis man i stedet lod børsen betale hver producent, hvad man nu kunne forhandle prisen til (det er jo en børs) og så lod elselskaberne (altså dem, vi møder i vores hverdag – dem der sælger elektricitet til os) betale en gennemsnitspris, ville prisstigningerne formodentlig aldrig været nået over 100 Euro per MW/t. 

Så hvorfor gør man ikke bare det, og hvorfor har man ikke taget fat i den idé noget før? 

Det kan man jo selvfølgelig kun gætte om, måske er det mangel på ”eksperter” i regeringens enorme rådgivergruppe, eller måske er det fordi nogle ekstremt politisk stærke elproducenter ikke synes det er en god ide, når de nu til dagligt, og lige nu i særdeleshed, tjener rigtig gode penge på elproduktion, og regeringen havde da heller ikke selv voldsomt travlt med at sænke hverken moms (IVA) eller el-skatter før presset blev for stort, for skat og IVA bliver jo netop beregnet af beløb, og ikke af forbrug. Regeringen havde, indtil man sænkede skatterne, 4-5 doblede indtægter på skat og IVA og sænkningen af IVA fra 21% til 10% til mindre private elkunder fastholder i øvrigt fortsat en ganske pæn indtægtsstigning til regeringen. 

Men hvor længe bliver det ved, og hvor højt kan prisen komme op? 

Det er svært at sige. Futurepriserne på november og december måned har et par gange været over 300 Euro per MW/t, men da Putin begyndte at høste internationale politiske point (eller at manipulere, for senere at få hævet nogle af de restriktioner som blandt andet EU har iværksat med Rusland) ved at love at dreje op for gashanerne, begyndte futurepriserne at falde og fredagens afslutningspris på MEFFs future marked var 204 Euro per MW/t for begge måneder, og her til morgen blev der krydset priser på mellem 180 og 202 Euro per MW/t.  

Lad os krydse fingre for, at de tendenser fortsætter og, at man i Europa kan finde ud af at tvinge elbørserne til at ændre deres algoritmer, så vi kan få nogle mere fair elpriser fremover. 

Flere blogs

Det er ikke vores skyld!

Det er ikke vores skyld!

Af G. Uth - 15. Septembre 2021 - Det er ikke vores skyld! Selvom mange kan have en anden opfattelse, er virkeligheden den, at de uafhængige elselskaber på det spanske marked udfører et vigtigt arbejde inden for elsektoren. Det gælder både os, vores kolleger og vores...

Spar på Potencia

Spar på Potencia

Af G. Uth - 01. Juni 2021 - Spar på Potencia. Det helt specielle ved den spanske elregning, sammenlignet med en dansk elregning er begrebet ”Potencia”. Potencia måles i KW, og er i virkeligheden den maksimale spænding du kan trække fra elnettet uden din ICP enhed,...

Effekten af Sanchez’s ”Chok indgreb” mod de ekstremt høje elpriser

Effekten af Sanchez’s ”Chok indgreb” mod de ekstremt høje elpriser

Af G. Uth - 23. Septembre 2021 - Effekten af Sanchez’s  ”Chok indgreb” mod de ekstremt høje elpriser. I sidste uge kom den spanske regerings såkaldte chok-indgreb mod de høje elpriser på markedet, og Sanchez og hans Sanchizos lover at de nævnte tiltag vil mindske din...

Hvorfor stiger elpriserne så meget_

Hvorfor stiger elpriserne så meget_

Af G. Uth - 03. Oktober 2021 - Hvorfor stiger elpriserne så meget? De sidste måneder er elpriserne i Spanien steget til hidtil usete højder, men hvorfor stiger priserne så meget, og hvorfor er det de forkerte værktøjer, der bliver taget frem for at bremse elprisens...

Hurtige links

Om os
Blogs
Om din faktura
Skift til os
Kontakt

Men husk: det er kun en tommelfingerregel!

    Call Now ButtonINFO